“Jeg er den, jeg er, og jeg tør godt være den, jeg er.”

Advokatbranchen er hård, salg sker på timebasis, og ofte har kunderne en forventning om tilgængelighed  24/7. Sårbarhed rimer ikke umiddelbart på advokat.  Jeg har talt med Marie-Louise Pind om hendes valg - at netop sårbarheden er det kærlige omdrejningspunkt i hverdagen som advokat og leder.  

“Jeg husker én samtale med en presset medarbejder, og den er et vendepunkt for mig. Der mærker jeg konflikten indeni mig selv mellem min gamle måde at være på, hvor det bare handler om at arbejde og skiftet til at tro på, at vi får loyale og glade medarbejdere, der præsterer, når de føler sig trygge og har ledere, der kærer sig om dem,” siger Marie-Louise Pind.  

 Siger nej til forventningerne 
Hun er partner i det 7 år gamle advokatfirma Pind & Partnere. Konkurrencen er hård, og kunderne forventer, at Marie-Louise og hendes kolleger står til rådighed, når der opstår et problem.  

 “Vi tør noget andet, og vi vælger at have hjertet med.  Det betyder fx, at vi tør at beskytte vores medarbejdere og udleve værdierne i vores virksomhed - og sige nej til kundernes forventninger, hvis de strider imod vores værdier.  Der er meget sårbarhed i at stå fast og sige, at det er sådan, det er. Jeg tror på, at det i sidste ende er det rigtige for os, og kunderne siger, at de kan mærke os, når de kommer ind af døren.” 

 

 Automatløsningen er nem 
Sårbarhed er et valg, som Marie-Louise tager hver eneste dag. Det kræver et højt niveau af bevidsthed omkring dit eget ansvar, og at du ikke lader dig rive med af den nemme automatløsning.  

“Vi vil ægte gerne en virksomhed, hvor vi har det hele menneske med. Det kræver et bevidst valg, for det er på mange måder nemmere bare at være uengageret. Det er hårdt at ville noget andet, men når vi taler ledelse er der kun en vej - det er sårbarheden en del af. Du får en følelse af fællesskab og formål - at der er en grund til, at vi er her. Vi gør en forskel for vores klienter og hinanden, og vi har det sjovt samtidig.” 

“Jeg vil være en succes” 
Sårbarheden har ikke altid fyldt så meget hos Marie-Louise. En stresssygemelding, en coachuddannelse og træning i bevidsthed og kommunikation har bidraget til, at hun i dag har langt større adgang til at gå forrest med sårbar og autentisk ledelse:  

 “Jeg skal arbejde med mit eget ego, og det er virkelig sårbart. For jeg vil gerne det hele. Jeg vil gerne være god til det hele og være en succes - en god mor, en god advokat, en god veninde, en god kæreste. Men jeg kan ikke det hele, og det skal jeg turde være i. Det handler om at tage valg og fravalg ud fra mine værdier.”  

Vejen til at blive på det spor er træning:  

“Jeg prioriterer mig selv fra det øjeblik, jeg står op om morgenen. Den bedste måde for mig er at være i hjertet, når jeg går ind i dagen, for der har jeg sårbarheden med. Min praksis er enten meditation, yoga eller morgenbadning, og jeg har fokus på at trække vejret ned i maven. Jeg har arbejdet meget med mig selv for at kunne være den leder, jeg er i dag. Det kræver bevidst træning hver dag.” 

 “Vi skal turde gå ned i omsætning” 
I Pind & Partnere har Marie-Louise altid arbejdet med klienter og leveret omsætning. Nu har hun også opgaven med at lede, udvikle og rekruttere nye kræfter til firmaet, og det kræver igen modet til at stå i ikke at levere det samme som tidligere på tallene:  

“Jeg er god til at løse problemer og danne relationer, og her har jeg fra starten skabt masser af værdi for vores firma. Lige nu betaler udviklingen af firmaet prisen for, at jeg bruger mindre tid på klienter og mere tid på ledelse, salg og rekruttering. Her står vi som virksomhed i en sårbar situation - vi skal turde gå ned i omsætning for at nå til det næste niveau. Samtidig skal jeg kunne være i, at jeg har dage, hvor jeg leverer 0 kroner i omsætning.” 

Deler usikkerhed og frygt for fejl 
For Marie-Louise er det at gå på arbejde og være leder i dag derfor ikke kun omsætning og at hjælpe klienter.  

“Vi skal også kunne håndtere der, hvor den enkelte medarbejder er i sit liv og være en støtte med empati og forståelse og være fleksible i det. Det gør jeg fx ved at dele ud af mine egne tanker og fortælle, hvordan jeg gerne vil være som advokat. Jeg sætter ord på min egen usikkerhed og frygten for ikke at være god nok og lave fejl. Det er specielt vigtigt, når du sidder med unge medarbejdere. Så har vi fantastiske samtaler, for der er vi i stand til at forbinde os som mennesker. “  

Konflikter er den største gave 
Hvad sker der så med empatien og forståelsen, når der er konflikter eller utilfredshed?  

“Jeg ser det sådan, at når vores medarbejdere er engagerede, så speaker de op. Der er noget at kæmpe for. Det er ligesom et ægteskab - når du stopper med at brokke dig, har du givet op. Det største kompliment, jeg kan få er, når folk kommer og udtrykker deres bekymring eller ser forbedringspotentiale. Jeg er nu i stand til at tage imod kritik som positiv og konstruktiv feedback og kan sige, at jeg er ægte glad, når det sker,” siger Marie-Louise og uddyber:  

 “Det skyldes dels, at vores kultur bidrager til, at vi for det meste formår at give hinanden feedback på en ansvarlig og empatisk måde. Derudover er det også blevet muligt, fordi jeg har fået bedre adgang til min egen sårbarhed. Den største forhindring for mig er, at jeg kan blive utålmodighed, hvis jeg selv er presset af opgaver. Og det kræver tid og langsommelighed at blive og mærke, hvad der sker.”  

Konfliktløsning med empati 
Også i Pind & Partnere ser Marie-Louise masser af potentiale for at hjælpe klienterne ved at bruge de værktøjer, hun selv arbejder med i ledelse.  

“Jeg brænder for konfliktløsning, og her er empati, sårbarhed og at møde hinanden som mennesker afgørende for at håndtere uenigheder. Kan vi være proaktive i at løse konflikter og skabe en kultur, hvor bevidsthed og ansvarlig kommunikation er en integreret del af hverdagen, skaber vi langt bedre løsninger.” 

Følg Marie-Louise her  

“Jeg finder altid en vej ud af stilstand – og det er ikke altid den nemmeste “ 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!